Bobby McFerrin

Der er få kunstnere jeg beundrer lige så meget som Bobby McFerrin.

I den brede befolkning er der ikke så mange der kender ham for andet end hans pophit fra 1988 “Don’t Worry Be Happy”. Det synes jeg virkelig er en skam, for han har om nogen rykket min opfattelse af, hvad a cappella kan, og hvad den menneskelige stemme er i stand til.

For at give et indtryk af, hvad han er for en størrelse, og hvorfor han er en overset mastodont indenfor musikken har jeg samlet en håndfuld videoer fra Youtube som jeg håber giver jer lyst til at vide mere om hans musik.

Jeg vil lægge ud med nogle af mine absolutte yndlingsnumre fra hans hånd, The Garden, Sweet in the Mornin’ og Discipline. De stammer fra pladen Medicine Music fra 1990, der er en samling sange, hvor han synger a cappella sammen med sit brilliante kor Voicestra. Det var et rent tilfælde at jeg stødte på pladen under en studietur til London, og jeg har været fan lige siden – den kan varmt anbefales!

Et andet godt eksempel på hans eminente kontrol over stemmen og hans legende tilgang til musikken findes på denne optagelse fra hans yngre dage, hvor han laver en coverversion af Beatlesnummeret Blackbird.

Ud over at være en sanger, der kan sit instrument og benytter sig af alle dets muligheder er Bobby McFerrin også dirigent. For nogle år siden var der en tematirsdag på DR2, som viser denne side af ham – og samtidig er et fremragende interview. Del 2 er her.

Til slut en lille godbid fra Koncertsalen d. 5. juli 2011, der viser hans måde at inddrage publikum i sine improvisationer. Jeg var selv til stede ved denne koncert – og kom endda op til ham på scenen og sang et lille nummer med ham.

Bobby McFerrins officielle hjemmeside er hér.

Kunne du lide dette indlæg? Husk at dele! 🙂

På genhør! /Lena